For overhovedet at kunne foretage aktiehandel, skal man have en bank eller børsmægler, som man kan handle igennem. Men hvem skal man vælge? Se her hvad jeg har valgt.
De seneste år har jeg handlet aktier i ganske begrænset omfang, og til det formål har jeg benyttet BG Børs, da jeg i forvejen er kunde i BG Bank. Dette har sådan set fungeret ganske udmærket, men så vidt jeg kan se er det lidt dyrere end de rene internetbørsmæglere.
Aktiehandel på nettet
De rene internetbørsmæglere beskæftiger sig udelukkende med obligations- og aktiehandel på nettet, og kan på grund af lavere omkostninger tilbyde lavere priser til kunderne.
Da jeg alligevel foretrækker aktiehandel på nettet, fremfor at lade min bankmand foretage køb og salg for mig, så besluttede jeg mig for at kigge nærmere på de to største udbydere af aktiehandel på nettet: E*trade og Nordnet.
Mit forhåndsindtryk af begge udbydere var positivt, så jeg lod priserne afgøre mit valg.
Umiddelbart vil jeg tro at jeg hovedsageligt kommer til at handle danske aktier og måske en smule amerikanske, så det er altså prisen (eller kurtagen som det kaldes) på at handle danske aktier, der er den vigtigste i denne sammenhæng. E*trades minimums-kurtage ved danske aktier er i skrivende stund 49,- mens Nordnets tilsvarende minimums-kurtage er 29,-. Omend det er ganske små forskelle det drejer sig om, er Nordnet altså billigst. I skrivende stund har de desuden et introduktionstilbud, hvor man kan handle aktier de første tre måneder for kun 19 kr. i kurtage pr. handel. De konkurrerer dog hele tiden om at være den billigste, så disse priser vil sikkert ændre sig.
Aktiehandel i USA og resten af udlandet
Ovenfor skrev jeg godt nok, at jeg hovedsageligt handler danske aktier, og det regner jeg også med fremover. Men af og til støder man også på interessante investeringsobjekter på udenlandske børser, og på dette punkt er Nordnet lige en tand foran E*trade. Nordnet giver således adgang til flere udenlandske børser.
Update på aktiehandel: Jeg har idag en konto hos begge udbydere – mit pensionsdepot hos E*trade og mine frie midler hos Nordnet. Begge børsmæglere fungerer upåklageligt.
Hej,
Jeg overvejer kraftigt at investere i aktier (på hobbyplan) men, jeg har ingen ide om hverken hvordan det foregår, hvem der sælger eller hvem der køber.
Jeg mangler at, kunne ‘kigge en over skulderne’ for at se hvordan hele processen er sat op, og specielt hvordan skattevæsnet inkasserer deres bid af sælgende som foretages på nettet?
Jeg har researchede på en hjemmeside som hedder plus500.dk som hævder at være det billigste sted at handle aktier.
Min forståelse af netop ovennævntes hjemmeside er helt fundamentalt at, man åbner en konto som man sætter penge ind på via. sæt kreditkort, derfra kan man kun miste hvad man smider derind? yderligere fungere det som en ‘live bet konto’ hvor man er i stand til at hæve eller indskyde penge?
Min plan var at starte i den lave ende af bassinet, smide et par tusinde kroner ind på plus500.dk og tage chancen, men der står modstridende beskeder derinde, som at man kan komme til at skylde penge.
jeg kunne virkelig godt tænke mig noget hjælp.
på forhånd tak
Kasper Oliver Sørensen
Jeg kender ikke plus500.dk, men kan anbefale Nordnet og Saxo Bank (tidligere Etrade). De er billige hvis man selv klarer handlerne over nettet.
Men hvis du ikke har nogen erfaring med aktiehandel, bør du nok søge rådgivning. Din bank kan hjælpe dig med at få afdækket din risikoprofil og investeringshorisont. Bare husk at bankrådgiveren i sidste ende er sælger af et produkt – men det behøver du jo ikke at købe.